Honda har succes i Kina
2011-08-19
Det hurtigst voksende marked for Honda netop nu er Kina. Det seneste regnskabsår er salget steget med 32 procent, og fabrikken i Dongfeng har for kort tid siden produceret sin bil nummer en million, en hvid CR-V.
Succesen i Kina kan mærkes på flere måder. Analyseinstituttet J.D. Power rangerede i sin seneste rapport Honda som nummer et, når det handler om karakteren for service og eftermarked. Det er de kinesiske bilejere med et til to år gamle biler, der har givet deres bedømmelse. J.D. Power har gennemført årlige kundemålinger i Kina siden 2001.
Honda etablerede sit første salgsselskab i Kina i 1998 og startede produktion i Dongfeng i 2004. CR-V var den første bil på markedet og er også den model, der har solgt allerbedst. De seneste fire år har CR-V været den mest solgte SUV-model i sin klasse. I 2006 var tiden inde for produktion af Civic og i 2009 for den kinesiske variant af Accord, der sælges under navnet Spirior.
Produktionskapaciteten i Dongfeng er øget år for år. Fra 30.000 biler i starten til 120.000 eksemplarer i 2006 og 240.000 biler i 2010. For at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel er yderligere en fabrik ved at blive opført i Dongfeng. Den nye fabrik skal stå klar i løbet af 2012. Kombineret med fabrikken i Guangqi regner Honda med i 2013 at kunne producere i alt 890.000 biler om året i Kina.

